20. september, 2006

Mass-Dimm instrumentet et blev installeret i den tidligere 18" dome i slutningen af august. Før det havde vi det oppe at køre ved siden af et tilsvarende instrument (T5), som TMT (Thirty Meter Telescope) gutterne kører på toppen af en af bygningerne. Det var meningen, at vi ville se, hvor godt data fra de to systemer stemte overens; men vi har efterfølgende fundet ud af, at der manglede en linse, så de data kan ikke rigtigt bruges til noget. Jeg havde ellers spurgt indtil flere gange hvad den pågældende linse skulle bruges til; men det var der ingen der vidste før). Det er muligt, at de prøver igen senere; men jeg tvivler ærlig talt på, at Andrew får taget sig sammen til at flytte det hele op på taget og tilbage igen.

Efter systemet er kommet på plads har det taget målinger hver nat - når der ellers er skyfrit. Det vigtigste, der mangler er noget automatik til at åbne og lukke domen. Pt skal der en forbi hver aften og morgen for at gøre det. Her troede jeg så, at jeg var færdig med den opgave; men nej! Nu vil de have mig til at lave en hjemmeside, hvor data kan vises i indtil flere fine grafer. De har hidtil haft en (håbløst designet) side til at vise data fra T5, og den får jeg så lov til at opdatere. Eneste problem er at koden er noget værre, udokumenteret, spaghetti kode, så det ender jo nok med at jeg får skrevet det hele om inden jeg er færdig.

Det nye vejrsystem, som jeg har arbejdet med er også begyndt at køre. Det ser ud til at virke fint. Da vi først startede det op var temperaturerne dog ca 0.1-0.2 grader forskellige fra nogle analoge instrumenter, og det var der en af gutterne, der mente ikke var godt nok; men da jeg snakkede med en af teleskop-operatørerne om natten mente hun at det var langt bedre end før, og at det tidligere havde vist 0.5-1.0 grader ved siden af, så det må være i orden. Systemet samler data og gemmer dem i lokale filer og i en database. Det var lidt af en kamp at få Labview til at samarbejde med databasen; men med hjælp fra nogle andre lykkedes det til sidst. National Instruments (som laver LabView) er iøvrigt underlige. De sælger en tillægspakke, så man kan tilgå databaser via LabView til 1000 USD; men det virker kun til Windows-versionen, og de vil bruge Linux her. Hidtil har de brugt nogle forskellige scripts, som har kørt i baggrunden; men jeg fandt en - gratis - pakke, som kan gøre det samme som National's 1000 USD pakke. Nu mangler vi bare, at data bliver tilgængelige på internettet; men det er heldigvis ikke mig, der skal lave den del.

Det er ellers en sjov arbejdsmoral de har herovre. Der er mange der kommer klokken meget tidligt og går hjem klokken meget sent. Alligevel tager det gerne mindst en dag før de samme personer når at lave selv de mest simple ting, når man en gang imellem skal bruge lidt hjælp.. Jeg tror ikke de er timelønnede; men det virker som om det går ud på at være på arbejde så længe som muligt og så samtidig lave så lidt som muligt. Jeg forsøger at køre det på en lidt anden måde, hvor jeg er effektiv når jeg er her, så jeg ikke behøver bruge 12 timer om dagen på Caltech. Så slipper jeg også for at sidde alt for længe i mit kælderlokale (sammen med 4 andre) uden vinduer eller noget som helst. I det mindste er temperaturen behagelig..

Jeg har efterhånden fundet ud af hvordan deres phd-programmer foregår herovre. Det virker faktisk meget fornuftigt. Det er tilsyneladende muligt at starte direkte efter en bachelor; men jeg går ud fra, at det forlænger studietiden noget i forhold til hvis man starter med en mastergrad. De tager typisk 4-6 år (hvor den høje ende er mest almindelig), tilgengæld arbejder man på en masse forskellige projekter for sin vejleder, istedetfor blot at arbejde på sit eget projekt hele tiden. Det synes jeg sådan set virker meget smart, så kommer man også bedre ind i arbejdsgangene, og får fingrene i lidt flere forskellige ting; men 4-6 år duer selvfølgelig ikke når man skal have flest muligt igennem systemet så hurtigt som muligt. Åbenbart er kvalitet ikke noget den danske regering interesserer sig for; men de er selvfølgelig også selv verdensmestre i varm luft..

Det eneste tv-program jeg ser nogenlunde jævnligt - jeg planlægger som regel middagsmaden til det tidspunkt - kan vel nærmest beskrives som nyheds-satire. Det kører på Comedy Central og hedder Steven Colbert Report (de to sidste t'er udtales ikke). Langt hen ad vejen laver han grin med de (ny-)konservative kommentatorer på (især) Fox News. Her er et par af de bedre:

On Floyd Landis: “Damn right he’s got high levels of Testosterone! He’s an American! We have huge balls! We should win something just for sitting on bikes. It’s very difficult.” Amen! For me it’s hard for weight and not balls reasons, but still.

On the link between America and war: “Remember, America started with armed conflict. It’s called the Revolutionary War, not the Revolutionary Let’s All Sit Down And Talk About Our Feelings.’” Still I bet we’d have won that one also!

On the first thing you should do in a blackout: “Panic. I know most experts tell you not to, but it’s gonna happen one way or the other, so you might as well get it out of the way early while you still have the strength to really get hysterical.” I’d probably just go into a seizure, but this is great advice for anyone who lacks that ability!

På mange punkter er amerikanerne ude 5-10 år før Europa. Det kan så diskuteres, om det er godt eller skidt. På andre punkter er de 5-10 år bagud, og her tænker jeg ikke på fx. stamcelleforskning. Ja faktisk er de 15 år bagud mht brug af checks. Det er stadigvæk det foretrukne betalingsmiddel til de månedlige regninger. Siden sidste gang er det dog blevet muligt at betale regninger med internet banking. Man skal dog indskrive overførslen mindst 5 dage i forvejen! Og naturligvis er her gebyrer på både det ene eller andet. Gad vist hvornår Skandiabanken laver en afdeling herovre. Der er masser af potentiale! Skandiabanken holder iøvrigt hvad de lover. De tager ingen gebyr for en overførsel til udlandet - Og kursen er ovenikøbet den bedste jeg nogensinde har set.

Et andet punkt, hvor USA roder rundt i midten af halvfemserne er deres mobil telefoni. For det første koster det dobbelt så meget at ringe, man betaler stadigvæk for indgående opkald, og deres dækning er heller ikke noget at råbe hurra for - heller ikke i de tættere befolkede områder. T-Mobile, som er en af de to GSM-udbydere har jeg kun set dækning fra i LAX. Det må jo så betyde, at de alle andre steder benytter 850 MHz båndet, som europæiske triband telefoner ikke understøtter. Og så har de den uvane at kræve betaling for hvert påbegyndt minut; men jeg kan se, at den praksis også er ved at starte i Danmark, så her er de måske lidt forud.. :(

Nuvel, bortset fra disse småting, går det nu meget godt herovre. Efter at være kommet hjem fra rundturen med Ulrik fik jeg - ud af den blå luft - mulighed for at tage på en lørdagssejltur - så det sagde jeg naturligvis ja tak til. Søndagen brugte jeg på at sige pænt farvel til Ryan, som skulle tilbage til Boulder/Colorado efter at have tilbragt to måneder som en slags praktikant (intern) hos X-Prize. Nogle af de andre gutter i den bygning han boede i havde et band, Shurman, og de skulle spille på en irsk pub om aftenen, så det måtte vi jo lige forbi. Det var glimrende; men også en ret sen forestilling, så jeg var lidt klatøjet mandag morgen på Caltech. Til gengæld var motorvejene for en gangs skyld næsten helt uden trafik.

Første weekend i september var Labour Day, hvor fagbevægelserne engang fik gennemtrumfet en fridag. I virkeligheden er det vist en slags 1. maj, men det betyder nu ikke, at forretningerne har lukket. Tilgengæld fandt jeg ud af, at det betyder, at der er en idiotisk masse biler på vejene. Jeg havde nemlig fundet på at give den zoologiske have i San Diego en chance. Den er udråbt som noget nær verdens bedste i diverse guidebøger, så jeg havde været lidt betænkelig ved om den i virkeligheden bare var dybt opreklameret. Dagen startede ellers godt. Jeg tog afsted ved 11 tiden og kørte lige ned på I-5; hvor der som regel er kødannelse de første 5-10 km. Det var der også denne gang; men det fortsatte, sådan nærmest helt til San Diego. Jeg tror jeg kørte halvdelen af strækningen i stop-n-go. Det tog 4 timer at køre en strækning, der ellers kan klares på under 2!

Nå; men jeg nåede da derned, og Balboa Zoo viste sig at være aldeles fremragende. Bl.a. kunne jeg godt lide, at det var lidt af en labyrint at finde rundt i. Den er bygget i et ret kuperet terræn, Balboa Park ligger så vidt jeg kan regne ud på toppen af en Mesa, og den zoologiske have ligger på kanten. Der var naturligvis en masse forskellige dyr; men desværre fandt jeg aldrig et bur med en Mountain Lion - de er nærmest umulige at se i naturen, da de er meget sky, så jeg havde håbet på at se en der; men det blev det ikke til. Til gengæld så jeg en noget speciel aligator, se billede fra 7. oktober. Kort før de var ved at lukke, da det var ved at blive godt mørkt, havde jeg da set så meget og taget så mange billeder, at jeg følte at jeg havde set nok, selvom der vist stadigvæk var lidt hist og her jeg ikke lige havde nået forbi.

Om mandagen besluttede jeg mig for at gå op på Mt Baldy, som er det højeste bjerg i San Gabriel Mountains (det er dem, der ligger lige nord for Los Angeles). Jeg kom af forskellige grunde temmelig sent afsted, og startede faktisk først på stien kl 12. Det viste sig ikke at være dårligt, idet skyerne var begyndt at drive ind, så jeg undgik den værste varme fra solen. Det var iøvrigt en fantastisk tur; men enten fik jeg undervurderet den lidt, eller også blev luften for tynd på toppen. Det sidste synes jeg nu altid lyder som en dårlig undskyldning. De første 2/3 klarede jeg ellers i ret god tid; men den sidste 1/3 tog nærmest lige så lang tid, og jeg var nærmest helt smadret da jeg nåede op efter 3 1/2 time. Sigtbarheden var ikke noget at råbe hurra for; men jeg har efterfølgende set nogle andre gutters billeder på internettet, og de mener den samme sigtbarhed er god, så det kan jeg ikke engang klage over. Jeg var lidt spændt på hvordan nedturen ville gå; men det viste sig ikke at være noget problem. Der er tale om et loop, hvor opturen var kort og stejl, mens nedturen var længere og mere plan. En god del af nedturen var på en grusvej, som gik op til toppen af en skilift, som man kunne tage hvis man havde den slags lyster. Mange tager liften op og går den anden vej rundt; men det synes jeg var noget pjat. Nedturen to kun 2 1/2 time, selvom den var væsentlig længere, og grusvejen var faktisk ret behagelig at cruise nedad til sidst. Liften kørte ellers - overraskende nok - stadigvæk da jeg nåede ned til den ved 5-tiden.

San Gabriel bjergene er nærmest en stor National Forest, og der skal man enten betale 5 USD per dag for at parkere, eller man kan købe et klistermærke til sit nationalpark kort for 15 USD, som så virker i et år. Nu er der bare det lille problem, at der ikke er nogle steder der sælger det dumme klistermærke. På turen til Mt. Baldy troede jeg ellers det lykkedes; men de havde udsolgt! Nå, i det mindste har jeg ikke fået nogen bøde, og jeg har ellers holdt i området en håndfuld gange efterhånden. Men når det ikke gider sælge deres klitermærke, så gider jeg i hvert fald heller ikke betale deres bøde.

I min guide bog stod der noget om nogle tar-pits (tjærehuller), som skulle ligge i midten af Los Angeles. Det vil sige, syd for Beverly Hills og et godt stykke vest for Downtown LA. Det viste sig, at være en lille park med en 6-8 huller fyldt med tjære, og en større sø af tjære. Desværre var alle hullerne hegnet ind med et idiotisk højt hegn, så det var nærmest umuligt at få et godt billede. Til gengæld var det gratis, og jeg var heldig at finde gratis parkering på en sidevej. De har gravet en hel del knogler ud fra hullerne af dyr, som er blevet fanget for mellem 10 og 40.000 år siden; men hvis man ikke er forsigtig kan man såmænd stadigvæk blive fanget. Det kunne selvfølgelig forklare hegnene...

Et godt stykke (ca 15 km) af State Road 2 (SR2), som går op igennem San Gabriel bjergene har været mere eller mindre permanent lukket siden vinteren 2005 - officielt pga vinterskader. Det er lidt irriterende, for det betyder, at hvis man vil gå op på Mt. Baden Powell er man nødt til at køre en kæmpe omvej, og stien fra det sted går nærmest lodret op - hvilket ikke er det mest interessante i mine øjne. En, ellers interessant, alternativ rute starter midt på det lukkede stykke; men man kan også starte i den anden ende af det lukkede stykke, omend turen ender med at blive ret lang. Det afskrækkede nu ikke mig, man kan jo altid vende om når man ikke gider gå mere. Det eneste problem var bare, at der gik rygter om at de havde lukket et par kilometer mere af vejen for at beskytte nogle frøer, hvilket jo kan være fint nok; men er lidt irriterende når man skal bruge vejen ;) Nuvel, det viste sig at de tilsyneladende havde åbnet den del af vejen igen, så jeg endte med at tage den lange tur, og det lykkedes mig da også at tage hele turen op til Baden Powell, selvom jeg det endte med at blive lidt sent. Faktisk var det næsten helt mørkt da jeg nåede tilbage til bilen. Det var ellers en fantastisk tur med mange flotte kig ud i alle retninger - ikke kun på toppen. Et par steder gik man på en saddel, så man havde flot udkig til både ørkenen og LA bassinet, som dog var temmelig diset. Da stien gik nærmest parallelt med vejen, som dog slyngede sig en del mere regnede jeg med at se hvor den var faldet sammen; men alle de steder jeg kunne se så den helt fin ud, så jeg undrer mig stadigvæk over hvorfor den har været lukket i snart 2 år.

Sidste weekend var jeg på dykkertur til Catalina. Vi tog hurtigfærgen over fredag aften og tilbage igen søndag eftermiddag. Vi dykkede i et "naturreservat", som vel nærmest kan beskrives som et lille område, hvor man ikke må sejle eller fiske. Jeg havde nær ikke nået færgen derover. Jeg havde været til et Keck Science Meeting i Irvine (Keck er et telescop på Hawaii, som Caltech har en andel i), og troede egentlig at det lå ret tæt på Long Beach, hvor færgen gik fra. Det viste sig ikke at være tilfældet og som bonus var motorvejen fuldstændig proppet med biler ca 500 m efter jeg kørte på. Så jeg endte med at fedte rundt på diverse andre veje og nåede færgen ca 15 minutter før den sejlede. Heldigvis var den ikke fuld, for så havde de givet min reservation til nogle andre. Til gengæld var færgen om søndagen på vej tilbage fuld, så der var jeg nødt til at købe en upgrade til 10 USD til en form for "business class", hvor man sidder i nogle bedre stole og får en snack og en drink, så det var såmænd ikke det værste rip-off jeg har været ude for. Det blev kun endnu bedre idet der åbenbart havde været en masse skrigende børn i "monkey-class" afdelingen nedenunder :)

Anyways, dykningen gik glimrende. Det var en del af PADIs "Advanced Open Water Class", som er en udbygning til deres "Open Water" certifikater. De to tilsammen skulle efter sigende være på højde med det franske systems indledende certifikat, som af en eller anden grund er mere populært i Danmark. Vi startede med et dybt dyk til ca 90 ft, og et andet dyk hvor vi bl.a. skulle navigere i trekanter og firkanter efter kompas. Begge er obligatoriske på AOW. Derudover skal man lave tre dyk, som man kan vælge indenfor forskellige kategorier. Vi valgte peak performance boyancy, hvor man øver at undgå at ramme bunden og kunne blive i en bestemt højde midt i vandet. Det er faktisk ret utroligt hvor meget man kan styre sin dybde blot ved at have mere eller mindre luft i lungerne. Det med at holde en bestemt højde er selvfølgelig meget smart, hvis der er noget man vil kigge på; men det bruges også hver gang man laver et "safety stop" på 15 ft inden man går helt op. Ved sportsdykning, hvor man højst dykker til 130 ft, er det teknisk set ikke nødvendigt med et safety stop; men man gør det alligevel for en sikkerheds skyld, og især ved dyk til større dybder er man tæt på grænsen, hvis man undlader det. Vi lavede også et dyk om natten - så har man en chance for at se hummer, krabber og andre dyr, der mest er aktive om natten - for slet ikke at tale om plankton, som lyser op når det bliver forstyrret af fx en hånd. Endelig tog vi et dyk med en såkladt "Diver Propulsion Vehicle", DPV, som sådan set bare er en propel med en motor og et batteri, som gør at man kan dække væsentlig større strækninger end ellers. Meget sjovt og lidt James Bond agtigt. Efter 2. dyk om søndagen gad de fleste andre ikke mere; men jeg og en anden kunne ikke få nok og da vi havde masser af tid tog vi en ekstra tur, så der fik vi øvet lidt navigation på egen hånd. Det gik faktisk helt godt - vi fandt tilbage til trappen, hvor man går ind og ud i fin stil. De første mange dyk, hvor vi bare blev guidet rundt af instruktørerne virkede det noget mystisk hvordan de lige kunne finde tilbage til udgangspunktet; men efterhånden går det helt let. Det hjælper jo også når man har været det samme sted flere gange..