12. oktober, 2006

Dagen efter var vi på shoppingtur i et af de mange outlet-centre, som man ikke længere skal ud i ørkenen for at finde. Der ligger faktisk et kun 15 km fra hvor jeg bor, og utallige andre langs vejen til Palomar. Vi var også forbi Sears hvor man bl.a. kan købe Levis til 180 kr/stk, hvilket i mine øjne er idiotisk billigt sammenlignet med priserne i Danmark. Nå ja, og så fik vi da købt os et par ordentlige solbriller - Ray Ban :)

Efterfølgende ville Svend en tur forbi downtown LA - endnu en ting jeg aldrig har fået taget mig sammen til. Det viste sig ellers at være en sjov oplevelse. I 20'erne havde Broadway i LA åbenbart ca lige så mange teatre, som Broadway i New York. En del af dem kan faktisk stadigvæk skimtes bag hundredevis af tingel-tangel/billige kopiprodukter/andet ragelse forretninger. Det, krydret med kulissen af faldefærdige bygnigner ala El Paso, gør, at det hele minder om en blanding af en større russisk by (Moskva er et udmærket eksempel), et loppemarked og et sted i Mexico. Det er sådan set meget underholdende at se; men kønt er det bestemt ikke. Den anden halvdel af downtown er så istedet fyldt op af moderne skyskrabere med glasfacader, og modsat området omkring Broadway, som er fyldt af mennesker - heldigvis, ellers ville man næppe turde gå rundt i området - er gaderne i det renoverede område nærmest mennesketomme - i hvert fald den søndag vi gik rundt. En anden sjov oplevelse var, at der var - mindst - 3 filmcrews, som havde gang i optagelserne. To af dem havde hver afspærret en gade, og den 3. havde en helicopter til at filme to andre helicoptere flyve rundt over LA. To gange fløj de, i rimelig lav højde over bygningerne, ned langs den gade vi gik i - det var et ret flot syn.

De næste par dage var vi på rundtur i Sequoia, Kings Canyon og Yosemite nationalparkerne. Sequoia er, udover nogle flotte landskaber - især kan man få nogle flotte kig mod Sierra Nevada, berømt for de store sequoia træer. De er ganske vist ikke lige så høje som de red woods, som gror ved de californiske kyster; men tilgængæld er deres stammer tykkere og derfor verdens største træer målt på volumen. De er såmænd meget imponerende at gå rundt imellem; men jeg fik ikke helt fornemmelsen af at være en myre i skovbunden, som jeg gjorde mellem red wood'ene. Jeg tror, at det skyldes, at Sequoia'erne vokser meget mere sprædt. Man kan godt finde nogle klynger af træer; men de fleste er der et godt stykke imellem. Derudover byder parken på en drypstenshule, som var skåret ud af marmorklipper. Desværre var det kun få steder (i vandløbene), at man virkelig kunne se marmorfarverne, som tilgengæld var virkelig flotte.

Kings Canyon nationalparken er nærmest bare - som navnet antyder - en stor canyon. Man kører ned i dalen og et stykke ind i den, og derfra kan man så fortsætte af forskellige stier videre ind eller ud af nogle side-canyons. For så vidt meget flot; men desværre havde vi ikke lige et par uger til en vandretur.. I Kings Canyon er der også en hule, og den ville vi også se. Det viste sig, at vi var de eneste, der havde købt billetter til turen. Den eneste ulempe ved, at der ikke var andre med på holdet var, at vi var nødt til at finde på 1000 forskellige spørgsmål. Til gengæld fik vi mulighed for at se hulen uden den elektriske belysning, men kun med lyset fra et par lommelygter. Det var faktisk meget sjovt, man kunne faktisk godt se en hel del; men rummene var nu heller ikke specielt store i den hule. Næste gang jeg får den mulighed må jeg forslå olielamper, som de brugte til at udforske de første huler med.

På vej ud af Sequoia/Kings Canyon så vi - i et sving på vejen - en bjørn løbe over vejen, så der er altså bjørne i området. Desværre var den væk hurtigere end man kunne tælle til 2 og vi så ikke andre på turen. Man skal nok til Alaska for at se dem ordentligt..

Efter et par nætter på forskellige campingpladser i nationalparkerne (hvilket betød uden bad), besluttede vi os for at snuppe et motel i Fresno. Da vi ikke lige kendte nogle gode steder at spise spurgte jeg hende i receptionen, om hun kendte et godt sted; men det gjorde hun ikke. Hvad var hendes ynglingsrestaurant? Hun spiste ikke ude så tit.. Hårdt præsset stak hun mig dog navnet og retningen på en "ranch" (den stikker hun sikkert ud til alle der spørger). Det viste sig at være et svært sørgeligt sted. Det kan nok bedst sammenlignes med en tysk trucker-restaurant i amerikansk 50'er stil. Jeg kan faktisk ikke huske hvordan maden var; men vi overlevede, så helt ringe kan den vel ikke have været. Det eneste underlige var, at Boston Lager (en øl, hvis nogen skulle være i tvivl) var listet under udenlandske øl - og dermed dyrere. Underligt, for jeg troede Boston, MA lå i USA...

Nå, dagen efter kørte vi til Yosemite, og efter at have brugt en halv time bare på at finde stedet, der uddelte backcountry permits lykkedes det os at finde en fornuftig tur til de næste par dage. Udover, at det var gratis, skulle man blot fortælle hvor man ville gå ind og en planlagt rute. Så kunne man ellers ændre den undervejs, og hvis man er højst 8 behøver man ikke engang følge stierne. Der er et par enkelte campingpladser i backcountry, og i nærheden af dem skal de bruges; men ellers kan man ligge hvor man vil - bare man er 100 m fra vand, stier etc. Sidst men ikke mindst skal man opbevare sin mad i en speciel b(j)ørnesikker beholder, også noget i retning af 100 m (eller var det fod?) fra hvor man slår lejr. Den kostede så den svimlende formue af 5 USD at leje pr tur.

Efter at have fået vores permit var der så en lille køretur på 2.5 til 3 timer til stedet hvor turen startede. Så havde vi lige 2 timer ekstra, vi skulle have slået ihjel. Jeg fandt hurtigt to små ture, der så interessante ud. Eneste problem var, at de starede et godt stykke ud af en sidevej, og iøvrigt tog 2 timer hver. Nuvel, man kan jo godt slå et telt op når det er mørkt, så vi smuttede ud for at tage en af turene. Lige da vi havde parkeret bilen kørte der en skør gut på en cykel forbi. Ikke nok med at det er skørt at køre på cykel i bjergene (hvis I spørger mig), så havde han musik drønende ud af nogle højtalere. Nu skal man jo heller ikke komme /for/ tæt på naturen.. På den anden side er det sikkert godt til at skræmme bjørnene væk..

Turen gik op på en klippeknold, hvor man havde et fantastisk 360 graders view over Yosemite dalen og op mod det område vi skulle gå i de næste par dage. Da det kun havde taget os en time besluttede vi os for at tage den anden tur også. Den gik hen til et sted, hvor man kiggede i omegnen af 200 m lodret ned i Yosemite dalen. Med andre ord endnu en virkelig flot tur, og også den tog kun 1 time, så efter at have spist på et pizza-sted nåede vi frem til campingpladsen lige da det var ved at blive helt mørkt. Faktisk var det svært at finde en ledig plads; men det kunne selvfølgelig skyldes, at de havde valgt at lukke en ordentlig stak af de andre campingpladser i området. Vi var åbenbart allerede udenfor sæsonen!

Næste morgen var temmelig kold, og det hjalp ikke ligefrem at vi lå midt i en skov, så solen ikke rigtigt kunne finde os. Efter at have fået pakket det hele nåede vi hen til udgangspunktet og fik sat støvlerne i jorden. Det var såmænd en fin tur, som nærmest gik opad hele dagen, omend det ikke var specielt stejlt. Alligevel følte jeg det som om det gik vildt langsomt. Det har jo nok været den tynde luft (host-host). Ok vi var i ca 3 km højde; men så tynd burde den vel heller ikke være.. Vi endte med at slå lejr ved en officiel campingplads, som bestod i et par bjørnesikre bokse til at opbevare mad i, et toilet, der var gået i stykker (hvordan det er lykkedes nogen at ødelægge et hul i jorden er mig en gåde) og noget der mest af alt lignede en nedlagt ranch med nedrevne gæsteboliger, wc og brusere. Vi havde lidt svært ved at hitte ud af hvor det var meningen man skulle lægge teltet, så vi valgte bare et tilfældigt sted med god udsigt til en bjergside med sne og i passende afstand til nogle sten, som blev brugt til køkken og spisebord.

Jeg havde egentlig håbet på at gå en rundtur; men da vi ikke var kommet særlig langt dagen før så det lettere håbløst ud, og da der var mulighed for at gå op på en bjergtop gjorde vi det istedet. Den hedder Vogelsang Peak - iøvrigt hed alt i det område noget med Vogelsang: Vogelsang Lake, Vogelsang campground osv. Vi gik lidt rundt for at finde et godt sted at gå op, og endte med at gå op imellem en masse større klippestykker, hvor der formentlig tidligere har været en gletcher. Det var det sted, der så mest fremkommeligt ud, og det viste sig ikke at være mere stejlt end at det var muligt at komme op. På toppen var der en flot udsigt mod Half Dome og det område, som vi havde været i to dage før. Vi kunne faktisk se den top vi havde stået på, ligesom kystbjergene kunne ses i baggrunden, hvor de stag op over disen i dalen mellem os og dem.

Vi endte med at gå ned til en sø, som vi overnattede i nærheden af. Her var ingen officiel campingplads, så her lå man virkelig midt i ingenting. For at gøre det så let som muligt havde vi bare købt noget frysetørret mad (det samme, som de bruger på Danmarks Ekspeditionen på DR). Det smager faktisk af noget, hvilket overraskede mig positivt - indtil jeg prøvede en variant, som jeg ikke var så vild med.. Da vi var nede for at købe ind faldt vi over en chokolade mousé, som ikke kostede så meget, så den måtte vi prøve. Det viste sig at være en rigtig dårlig ide. For det første er det noget værre griseri med cacaopulver over det hele, og for det andet smagte den decideret dårligt. For slet ikke at tale om det skøre i at sidde midt i naturen og spise chokolade mousé. Nu vi er ved fjollede ideer, så havde vi også en mindre vejrstation monteret på teltet - ok det var bare et inde- og udetermometer; men Svend havde brokket sig over at det var hundekoldt, så det ville jeg modbevise. Det viste sig at vi nåede ned på omkring 3 grader udenfor og 6-7 grader indenfor, så det kunne have været meget værre.

Vi var knap nået tilbage til bilen før det begyndte at regne, og da vi kørte derfra så det temmelig mørkt ud hvor vi havde gået, så det kunne ikke være timet bedre. Efter at have kørt et par timer var vi begge i humør til at stoppe. Der ligger et par forskellige små byer langs vejen sydpå (på østsiden af Sierra Nevada), og vi endte i en der hed Lone Pine. På motellet spurgte vi om de kendte en restaurant (uden at have de store forhåbninger efter vores tidligere forsøg); men her havde de mere styr på det. På bagsiden af oversigtskortet af motellet havde de en liste med utallige spisesteder - og hvilken der var den bedste? Det var der heller ingen tvivl om. Seasons skulle være på en top-ti liste over californiske restauranter. Jeg har så ikke kunne finde den liste nogle steder; men vi var ikke i tvivl om hvor vi skulle spise. Sammenlignet med de fleste andre restauranter så det noget up-scale ud; men det var ikke urimeligt dyrt, og vi endte med at få et glimrende stykke elg og en rødvin, som tjeneren uden at blinke anbefalede til - jo her vidste de hvad de talte om.

Lone Pine havde flere overraskelser i ærmet. Da vi næste morgen kom ned for at spise morgenmad var hele lokalet tapesere med billeder fra gamle cowboyfilm. Det viste sig, at området har været utroligt populært at filme i. Det var billigere at leje et par skuespillere og filme i naturen end at bygge et set i Hollywood. På den måde kunne en film laves på ned til 2 uger og få et meget lille budget. Jeg har ikke set resultatet; men kvalitet har det næppe været. Til gengæld har de sikkert tjent sig hjem i modsætning til mange af de større produktioner..

For ligesom at få den anden vinkel med var næste stop Warner Studios i Hollywood, som - ligesom de fleste andre studier - ligger nord for Hollywood Hills, og derfor ikke i det område, hvor Hollywood-skiltet kan ses fra. Det var en fin rundtur på deres backlot, hvor man fik en tur rundt i nogle af deres udendørs kulisser og på et par sound stages. De havde bl.a. gemt settet fra Friends, så man kunne få taget et billede mens man sad i sofaen i Central Perk, NY. Efter at have fået nok af det tog vi en tur til den anden ende af landet, nærmere betegnet Venice Beach, CA for lige at sige hej til surferne og få en bid mad.

Næste dag tog vi forbi Museum of the West, som er et naturhistorisk museum, der ligger i Griffith Park. Det var for så vidt et udmærket museum, men deres cafeteria solgte en buffalo burger, som vist ikke havde set synderlig meget buffalo - det nærmeste må have været den udstoppede ved indgangen overfor. I Griffith park kørte vi op til Griffith Observatory, som var lukket på det tidspunkt, men som genåbner 3. november efter 4 års renovation og udbygning. Derfra kunne man gå op på mount Hollywood, hvorfra man har en fin udsigt over downtown LA og San Gabriel Valley, som er den dal Pasadena ligger i, omend Pasadena ikke var synlig pga nogle bakker. Man fik også en masse gode kig over til Hollywood-skiltet. Efterfølgende ville Svend en tur forbi Playboy Mansion, som tour guiden ikke måtte køre forbi; men gerne ville give adressen på. Det så nu ikke synderlig interessant ud udefra. Efterfølgende endte vi nede omkring shopping området i Beverly Hills, hvor vi kiggede lidt efter et sted at spise. Det mest interessante var Cheesecake Factory, som er en kæde af restauranter, hvis specialitet (underligt nok) er chesecake. Sært nok er deres andet varemærke at servere store portioner. De er faktisk så store, at man ikke kan spise noget dessert! Det var første gang jeg havde været på en Cheesecake restaurant, og pudsigt nok viste det sig at være den første restaurant, de havde åbnet, så det var jo det helt rigtige sted at spise, når man nu var havnet i Beverly Hills :)

Næste dag tog vi forbi Getty Museum, som er et nyt flot kunstmuseum bygget i 1990'erne af Getty Foundation, som er skabt via overskud fra olie. De har så mange penge, at der er gratis adgang. Jeg er lidt spændt på hvor længe det holder for med den typiske byggekvalitet de stiller for dagen i USA skal det formentlig renoveres inden så længe. Vi nåede lidt sent derud (det ligger ved kysten), så vi startede med at besøge cafeteriet, hvorefter vi gik lidt rundt og så nogle af deres samlinger. Det var nu ikke helt så fantastisk som guidebøgerne havde gjort det til; men udsigten kunne man ikke klage over.

Bagefter endte vi i Universal City, hvor vi spiste på Bubba Gump Schrimp. Det er et nyere koncept med et par håndfulde restauranter bygget over Forest Gump filmen. Ideen synes jeg egentlig var ret sjov; men maden var ikke specielt fantastisk (ikke at den på nogen måde var dårlig), så det var ikke et sted jeg ville gå tilbage til; men meget sjovt at prøve en enkelt gang.

Efterfølgende snuppede vi en film. Vi havde ikke lige undersøgt hvilke film der var oppe; men "Open Season" blev vist i 3D Imax, så den snuppede vi. Det viste sig at være en animeret film om et par dyr i vildmarken. Dvs. bjørnen lød mere som os i Yosemite. Den havde boet i en garage hos en ranger, men blev sat fri i skoven, og da den endelig fandt en hytte og så et wc var kommentaren "Ahh civilisation". Ellers var filmen komplet med dræberegern (som var blevet omtalt i radioen for nyligt, der var vist et der havde angrebet et barn), skydegal red neck og diverse andre indslag, som mest var morsomme fordi man lige havde rendt rundt i baglandet.

Vi havde fået en billet til en tv-optagelse den næste aften, så inden ville vi lige op og sige hej til Hollywood skiltet. Vi havde fået en vejledning af ranger-Joe (som snakkede et slemt cirkus-engelsk) et par dage før og endte ved en låge med 5 hængelåse og masser af skilte der sagde "No hiking the Hollywood sign", "101 dollar fine" etc, så det endte med at vi opgav, selvom det næsten havde været de 101 USD værd. Efterfølgende fandt jeg en sjov hjemmeside, hvor man kan se billeder fra en masse overvågningskameraer.

På kortet så det dog ud som om man kunne gå derop af en anden vej hvis man gik en lang tur gennem Griffith Park. Det prøvede jeg nogle uger senere, og jeg nåede også helt op på toppen af Mt. Lee, som skiltet står på uden at møde nogle hegn eller låger. Først på toppen begyndte et hegn langs vejen og her var igen nogle skilte der sagde "No hiking the Hollywood Sign"; men det var mig ligegyldigt, for derfra havde man et flot kig mod downtown med bagsiden af skiltet i forgrunden. Eneste problem var, at hegnet var lige højt nok når man skulle fotografere. Jeg undrer mig bare over, at nogle af guidebøgerne også siger, at man ikke må gå derop. På vej tilbage gik jeg ned til den låge vi havde stået ved, og her opdagede jeg at der var et fint, autoriseret, hul i muren som man kunne gå igennem. Det var bare placeret et sted, så det ikke var så let at få øje på.

Efter vores mislykkede forsøg fik vi lidt mad på et temmeligt suspekt cafeteria, som mest af alt lignede noget der var taget ud af en skummel film. Den lå nærmest i Beverly Hills; men altså i den forkerte ende, hvor der var knapt så fasionabelt.

TV optagelsen foregik i CBS studierne, som ligger i nærheden af de fleste andre studier nord for Mt. Lee, så man ikke kan se Hollywood-skiltet, som de fleste ellers tror man kan før de har været der. Iøvrigt har selvskaberne et underligt forhold. Det blev som sagt optaget hos CBS, men det blev produceret af Warner Brothers og skulle sendes på NBC - og for at gøre det hele endnu mere rodet er der en bygning i Universal City hvor der står NBC-Universal. Det virker som om det er en stor familie.

Vi havde planlagt at komme ca en time i forvejen; men vi endte (selvfølgelig) med kun at komme ca 15 min før tid, og vi var nærmest de sidste der kom ind. Der var vel omkring 100 tilskuere på settet. Showet hed Twenty Good Years, og piloten, havde premiere på NBC den følgende uge. Det var den gammeldags type af sitcom, hvor tingene for det meste foregår på 3-4 scener. De var så placeret ved siden af hinanden, så man kunne se det meste. Enkelte andre scener, bl.a. et par udendørsscener, var optaget i forvejen. Det færdige show varer ca 22 min (så med 8 min reklamer passer det til en 30 minutters tv-blok); men det tog knap 4 timer at få alle optagelserne i kassen - alle scenerne blev taget mindst 3 gange. Det skyldes til dels at skuespillerne pjattede lidt for meget og, at når en joke ikke fik ordentlig respons fra publikum blev den fluks skrevet om og optaget. Det var faktisk ret sjovt at være med til, selvom det blev lidt dåselatter-agtigt når man hørte den samme joke 3. og 4. gang.

Efter piloten var blevet vist i fjernsynet var der faktisk temmelig mange seere, der klagede over, at de havde lagt dåselatter på. At det så var et rigtigt publikum er så en anden historie. Under alle omstændigheder kan serien ikke have været den store success, for NBC valgte at droppe den allerede efter 4 afsnit. Det er ikke mange chancer de giver en serie - de skal åbenbart blive instant-hits. Det betød så, at "vores" afsnit ikke nåede at blive vist - ikke engang på canadisk tv, som også har vist de første afsnit bliver det sendt. NBC havde bestilt 13 afsnit, og de bliver tilsyneladende alle optaget, for midt i november fik jeg en email fra billetkonteret, at man kunne få en billet til aftenens optagelse. Om de så bliver solgt til nogle små kabel-tv stationer, eller på dvd er et godt spørgsmål.

Den sidste dag jeg havde Svend på besøg tog vi ned til Palomar. De havde brugt de sidste par dage på at tage hovedspejlet ud af 200" teleskopet, fjernet det gamle aluminium (der var to stk håndflade store vandpletter og en dobbelt så stor olieplet, hvilket ikke er optimalt), og sætte det i et vacuumkammer hvor de brugte 36 timer på at pumpe luften ud. Inde i vacuumkammeret sidder et antal snoede pinde, med aluminium på. Når der sættes strøm til dem fordamper aluminiumen og sætter sig på alle overfladerne i kammeret - inkl hovedspejlet. På den måde får man lagt en ny reflektiv flade på spejlet, og det skulle gerne kunne holde i et par år. Sidste gang de gjorde det var i sommeren 2005; men resultatet blev ikke helt så godt som det helst skulle være. Denne gang lykkedes det dem at komme op i nærheden af 95% af den maksimale reflektivitet, som aluminium kan præstere, så de var godt tilfredse. Det var jeg også, for det er ret imponerende at se spejlet udenfor teleskopet, og så gav det selvfølgelig et glas champange og kæmpe donout-agtige kager pga det gode resultat.