9. maj, 2006

Det er snart 2 uger siden, at jeg fandt et værelse i en lejlighed, som jeg kunne bo i; men udlejningsselskabet har været nogle ualmindelige sløve padder. Faktisk tog det dem to uger at få sendt papirerne frem og tilbage, lavet et "credit check" (jeg har ikke det, der ligner credit herovre; men de fandt åbenbart heller ikke nogle problemer) etc. Det hele gik da heldigvis i orden i fredags, hvor en af dem ringede og stilte en masse forskellige spørgsmål. Da jeg nævnte, at jeg skulle bruge værelset i 6 mdr gik hun helt i sort: "Jamen så må jeg lige snakke med chefen - vi er gået væk fra 6 mdr leases og har kun 9 og 12 mdr nu". Super - jeg kunne lige se, at jeg skulle bruge timer på at overbevise ham om, at det kunne de da godt lige se bort fra, denne ene gang. Hun ringede heldigvis tilbage 5 minutter efter og sagde, at det var i orden. Iøvrigt står der også 6 måneder på den ansøgning jeg sendte ind til dem for 2 uger siden..

I går var jeg så til køreprøve i Californien. Dvs. fordi jeg havde et kørekort fra Florida slap jeg for at tage den praktiske prøve. Nu har jeg jo erfaring med at motorkontoret (hvor de også udsteder kørekort og afholder prøverne herovre) har temmelig lang kø, så jeg var smart nok til at bestille tid, hvorfor ventetiden ikke var vanvittig lang. I det hele taget virkede det som om det var mere effektivt end det de præsterede i Florida for fem år siden. Anyway, udover at skulle læse nogle bogstaver, der var på størrelse med en avisoverskrift (aka "synstest"), betale en mindre formue (gebyret er blevet fordoblet sidste år, så staten kan tjene lidt flere penge) tage billede og fingeraftryk skulle jeg også lige igennem en afkrydsningsprøve på 36 spørgsmål. Førstegangskørere må åbenbart have 6 fejl. Denne gang havde jeg dog snydt og læst lidt på lektien først, så jeg havde kun en fejl. Det var et eller andet med hvor man ikke må parkere. Meget sigende er det også den eneste slags bøder jeg hidtil har fået, og de begge kommet på vestkysten af USA og Canada... Denne gang må jeg dog passe lidt bedre på, for de er også steget betragteligt (staten skal tjene penge). For 5 år siden i Malibu blev jeg bonget 20 USD for at holde for længe (det var ca. lige så meget som det kostede at parkere en dag i de større byer, så jeg syntes det var billigt). Nu koster det 75 USD, og selvom dollaren er faldet begynder det jo at blive dyrt..

I Wall Street Journal var der for nyligt en artikel, der forklarede hvorfor ingenting smager af noget herovre. Her tænker jeg specielt på øl og brød. Det er ganske enkelt en bevidst strategi fra producenternes side, at ingen skal synes at det smager dårligt. Fordelen var, at dengang man begyndte at lave store industriproduktioner skulle man kunne sælge til hele USA. Resultatet er så, at tingene ikke smager af noget, hvilket undertegnede ikke bryder sig om. Det ser dog, jf. artiklen, ud til at ændre sig. Der er fx, ligesom i Danmark, ved at dukke en lang række små bryggerier op. Så mangler vi bare, at der også dukker nogle folk op, der kan finde ud af at bage et brød; men det sker næppe foreløbigt... og så alligevel...

En af de forretninger jeg er blevet anbefalet er noget, man vel nærmest kan kalde for "østeuropæisk". De har i hvert fald produkter fra både Rusland, Armenien (der måtte jeg lige kigge på et kort), en rigtig god spegepølse fra Italien, noget de kalder for Ukrainsk brød (dog næppe bagt derovre), som er præcist ligesom det lette rugbrød man kan købe i Danmark, samt det der svarer til groft rugbrød, så jeg er helt kørende på det punkt! Og så har de noget juice, med russisk og engelsk tekst, der smager så godt, at det ikke kan være sundt! I en anden biks har jeg fundet Westmalle Trappist Tripel, som er en af de allerbeste øl jeg kender, så jeg er ved at være godt kørende. Remoulade kan jeg jo altid købe i Solvang ;) Men det har været lidt af en skattejagt at finde tingene, for et gennemsnitssupermarked har ikke svinekød; men tilgengæld masser af kalkun (også hakket), alt for meget frossent mikroovnsmad og skumle ting med kunstig smag og farve. Bvadr!

Endelig tænkte jeg, at nogle af jer kunne være interesserede i lidt forklaring vedr. astronomisk observation, teleskoper og den slags:

Astronomisk observation: I starten benyttede man ganske enkelt øjet til at observere med. Senere benyttede man fotografiske plader, som giver en fantastisk detaljegrad. De blev faktisk benyttet på et af teleskoperne heroppe helt op til midten af 90'erne; men de er besværlige at opbevare og arbejde med, hvorfor alt nu er baseret på optiske sensorer så som CCD'ere, tilsvarende dem man bruger i digitale kameraer. I gamle dage sad observatøren på Palomars 200" Hale teleskop oppe i det der kaldes primary focus under observationen (se billedet fra 8. maj). Det var der såmænd også to, der gjorde forleden, da et spejl til laser guided star systemet skulle indstilles; men som regel sidder der altså ingen deroppe længere.

Instrumenter: Nu om dage benytter man flere forskellige typer instrumenter. Billedesensorer (CCD), der fx kan opfange det synlige lys, spektrometre, der viser hvor meget stråling man modtager ved forskellige bølgelængder og polarimetre, der detekterer lysets polarisation. På Hale teleskopet kan instrumenterne skiftes ud afhængig af behovet, ligesom der kan placeres instrumenter 3 forskellige steder: 1. ved primary focus, som sidder i toppen af teleskopet og modtager lyset via hovedspejlet; 2. ved secondary focus, som sidder lige under hovedspejlet. Her modtages lyset via hovedspejlet og et secondary mirror, som sidder lige under instrumenterne ved primary focus. Der kan iøvrigt skiftes mellem 3 forskellige secondary mirrors efter behov, og de flyttes til siden når instrumenterne i primary focus benyttes. 3. endelig kan der monteres instrumenter i den østlige arm. Her kommer lyset via hovedspejlet, secondary mirror og et tredie spejl, som kører hen over en tube, der ellers fører ned til secondary focus, samt et fast hjørne-spejl i armen. Fremover vil et Echelle spektrometer være fastmonteret i den østlige arm, deraf navnet East Arm Echelle.

Echelle spektroskopi: Som I forhåbentlig husker fra fysiktimen kan man bruge en prisme til at sprede det indkomne lys i de forskellige bølgelængder. Med almindeligt hvidt lys får man så en regnbue. Da moderne optiske sensorer (CCD) har en 2-dimensionel struktur benytter man så et specielt optisk element til at sprede den en-dimensionelle 'regnbue' ud i 2 dimensioner i en slags trappeform (echelle = trappe på fransk), så man får flere detaljer med.

Atmosfæriske forstyrrelser: Afhængig af observationsstedet vil et teleskop med en aperture større end 10-20 cm blive forstyrret af atmosfæren. Det er et problem når man skal observere svage objekter, da man gerne skal bruge lange eksponeringstider (og store teleskoper). En mulighed er at tage en masse billeder med en kort lukketid, og efterfølgende flytte billederne så objektet ligger oven på hinanden og derefter "lægge dem sammen". Det kaldes "shift and add", og benyttes jævnligt af bl.a. amatørastromoner. På Palomar og Keck (Hawaii) benytter de adaptiv optik, hvor lyset først bliver delt i to, så det synlige lys bliver sendt over til et gitter af 250 sensorer, som måler hvor meget objektet flytter sig pga atmosfæriske forstyrrelser. Disse data bliver så brugt til at deformere et spejl, som sidder på 250 piezo-elektriske motorer (aktuatorer), hvor det infrarøde lys (IR) bliver korrigeret og efterfølgende opfanget af en IR CCD-sensor.

Problemet ved begge metoder er, at det kræver at objektet er tilstrækkeligt lysstærkt. Det kan overkommes ved at benytte et kraftigt objekt som guide, tæt på det objekt man gerne vil observere, så benyttes det kraftige objekt til at korrigere efter, og på nærmest magisk vis dukker det svage objekt frem under lang eksponering. Problemet er bare, at der sjældent er et kraftigt objekt i nærheden af det man gerne vil observere. Et andet problem for adaptiv optik er, at kun IR lys kan detekteres, da det synlige lys bruges til at korrigere med. I kan se et før og efter resultat på billedet fra 7. maj.

Laser Guided Star: Løsningen på disse problemer er at lave en kunstig stjerne i nærheden af det svage objekt man er interesseret i. Lyder det som science fiction? Det er det ellers ikke. Jordens atmosfære er 80-100 km tyk, afhængig af flere forskellige faktorer, bl.a. solvindens tryk og definitionen. I de yderste lag, typisk omkring 90 km højde finder man er relativt tyndt lag af sodium atomer. De forsvinder relativt hurtigt; men bliver hele tiden gendannet vhja meteoritter. Hvis man eksiterer sodiumatomerne med en sodiumlaser begynder de at lyse, og man har en kunstig stjerne, som kan observeres med teleskopets sensorer og kan bruges som ledestjerne. Den kunstige stjerne er så svag, at den ikke kan ses med det blotte øje; men man kan se lyset, der bliver 'skudt' ud af teleskopet. Det har samme farve som de gule gadelamper, der sjovt nok også er baseret på sodium. Det ser temmelig godt ud - næsten lige så godt, som deres opstilling; men det der ser fedest ud er lysets gang inde ved teleskopet. Normalt må der slet ikke være nogen tilstede ved teleskopet mens laseren er tændt; men det er de nødt til at fravige under kalibreringen, og jeg fik lov til at kigge med på et tidspunkt. Først med svag styrke, og så med de fulde 7W. Imponerende syn! I kan se et billede af laseren i aktion på billedet fra 6. maj og den 13. maj kommer der et billede af systemet i brug set indefra.

En yderligere fordel ved at bruge en laser guided star er, at den kun består af lys med een bølgelængde. Det gør, at det filter, der før delte lyset i to (synlig til korrigering og IR til observation), kan skiftes ud med et smalt filter, så kun lyset med samme bølgelængde om laseren bliver sendt til korrigeringssensoren og resten (synligt og IR) sendes til et CCD-kamera. Der er så den lille teknikalitet, at for at kunne korrigere synligt lys, som har en kortere bølgelængde, kræves det at sensorerne til korrigering og motorerne på spejlet sidder meget tættere. De arbejder derfor på en løsning med 4000 sensorer og et spejl med 4000 piezo-elektriske motorer (med samme diameter som det nuværende, ca. 20 cm), som de forventer er klart om 3-4 år. Det er ikke nogen hel triviel opgave. Det mest komplekse system, der pt er i brug består af 800 sensorer og aktuatorer. Det er (naturligvis) det amerikanske militær, der har sådan et. De bruger det til at tracke satellitter.

De holder jævnligt nogle guidede ture for turister (teleskopet er åbent hver dag indtil kl 16; hvilket betyder, at de ikke kan teste lasersystemet om dagen). De to oftest stillede spørgsmål på de guidede ture er: Er teleskopet i brug? (Det kan selvfølgelig være svært at se om dagen - især de dage, hvor der ikke bliver skiftet instrumenter eller justeret ved dem) og "Har I set nogle UFO'er?" Svaret er naturligvis ja, de ser ofte uidentificerbare flyvende objekter. Nogle af dem har senere vist sig at være flagremus - andre ved de stadigvæk ikke hvad er; men en del af dem er sikkert fly ;)

PS: Caltech har fået deres kanon tilbage. 3 dage efter MIT havde pralet med "rovet" sendte de en mission afsted. Se mere her.