Welcome to denMike's tiny page!
Home
Guestbook
Contact
 
Husky
 
Omnia opskrifter
 
3D Printing
Electronics
Programming
 
Corona virus
Fantasy
mtech.dk
Space
Tilbud
Various Links
 
USA 2001
ISU MSS03
USA 2006
  Pictures

  Scribbles (in Danish)

    April 15th

    May 9th

    June 4th

    July 11th

    July 23rd

    August 23rd

    September 20th

    October 12th

 
South Africa 2008


Last updated: August 23rd, 2006

23. august, 2006

Ulrik ankom onsdag aften (tilbage i slutningen af Juli) i passende tid til at spise sushi på et autentisk japansk sted et par miles fra hvor jeg bor. Torsdag gav Jaret en super rundtur på JPL, inklusive en masse af deres mindre laboratorier og Mindy viste nogle forstudier på Mars Science Laboratory, som hun arbejder på. Det er den næste Mars rover, som kommer til at være på størrelse og masse med en Mini. Det er pt. planen at den skal landsættes med et sindrigt kransystem, som de kalder for skycrane. Jeg har set en animation af landingen et par gange - det ser meget risikabelt ud - men jeg har desværre endnu ikke kunnet få fingre i den. Om aftenen mødtes vi med nogle af JPL'erne til en af de mange friluftskoncerter i Pasadena. Denne her viste sig at være ganske glimrende, det var en gut der spillede på en syvstrenget violin accompanieret af trommer, keyboard og en syvstrenget bas (de kan åbenbart ikke tælle til andet end syv). Fredag aften havde Andrew inviteret på bbq. Den ene datter havde pit-stop hjemme, inden hun tog til Århus, hvor hun skal læse et semester.

Vi startede turen med en rundtur på Palomar, som desværre var indhyllet i skyer. Det havde det iøvrigt været i et par dage før, så det var temmelig surt for observatørerne. Derefter kørte vi til San Diego. Her så vi Midway (hangarskibet), Scripps Aquarium (jeg kunne ikke overtale Ulrik til at sejle havkajak), Torrey Pines og spiste middag på en glimrende restaurant i La Jolla. Dagen efter var vi et smut i Seaworld. Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om det er for meget cirkus; men et par af showene er nu ganske glimrende. Man skal dog sidde nogle helt bestemte steder, hvis man vil blive våd. Jeg har iøvrigt hørt i en tv-udsendelse, at gennemsnitsalderen på et af de nye hangarskibe (USS George Washington) er 21 år. Jeg gad vide om forholdene er så dårlige, at folk flygter væk inden de er nået at blive 23?

Dagen efter krydsede vi igennem Arizona og næste dag gik vi rundt i White Sands national park, hvor sandet består af gips og bevæger sig nordøst på med vinden. Selvom der er tale om en sandørken midt i en halvørken er der stadigvæk masser af plante og dyreliv. Det lykkedes ovenikøbet at se en hvid lizard på den 7 km lange gåtur. Alle de andre større dyr gemmer sig i sandet om dagen, så dem havde vi ikke den store chance for at se.

Vi var også et smut forbi El Paso. Vi regnede med at gå rundt i downtown og finde en Mexicansk restaurant. Det viste sig, at downtown var et temmeligt sørgeligt foretagende, hvor der godtnok var et par forretninger; men de var allesammen lukkede, og iøvrigt i generelt temmelig dårlig stand og den sædvanlige vi-klasker-lige-en-bygning-der-ikke-ligner-noget-andet-op-ved-siden-af-de-to-andre stil, som der er alt for meget af herovre. Når det samtidig er dårligt vedligeholdt er det et temmeligt sørgeligt syn. El Paso mindede mig faktisk mest af alt om en øst-europæisk by et par år efter murens fald. Masser af nedslidte, dårligt vedligeholdte huse, og en stak højhuse, som så rimelig pæne ud. Nå, takket være et turistkort vi fandt på motellet fandt vi en Mexicansk restaurant, som lå et sted, hvor man aldrig ville have fundet den, hvis man ikke vidste den lå der. Bygningen så nydelig ud, og udenfor stod der "Fine Mexican Restaurant" - så jeg blev lidt betænkelig over prisniveauet. Det viste sig dog at være ganske rimeligt, og ifølge folderen serverede de byens bedste Margaritaer - hvilket jo er nok så vigtigt :) Maden var iøvrigt også fin, og indretningen var også ganske nydelig. Med andre ord et stort plus i bogen - og det, at El Paso ligner noget der er løgn passer fint i min hat af Texas. Jeg har dog hørt fra et par stykker (efterhånden en hel håndfuld!), at Austin i Texas skulle være en fin by; men det må i så fald være undtagelsen, der bekræftiger reglen.

Efter El Paso, hvor der iøvrigt kom noget af et skybrud om natten, tog vi ned i hulerne i Carlsbad. Vi nåede lige at blive godt våde af en ordentlig skylle. Faktisk var den så slem, at den naturlige indgang blev lukket - formentlig kort efter vi gik derned. Det kunne selvfølgelig forklare, hvorfor der ikke var andre efter os. Hulerne var lige så fantastiske som sidst, og denne gang slæbte jeg tripoden med ned, så jeg fik indimellem taget nogle fine, rimelig skarpe billeder. Efterfølgende overnattede vi i Roswell - uden at se en eneste UFO!

På vejen langs den Mexicanske grænse blev vi stoppet i ikke mindre end 3 border patrols. Underligt, for vi mente ikke at vi havde krydset grænsen; men det kan selvfølgelig være, at Mexico har indvaderet.. Anyway, den første, som var midt på en motorvej, viste jeg bare mit Californiske kørekort og Ulrik sit pas og den var fin. Den anden vinkede os bare igennem uden nogen som helst kontrol; men den tredie gik køen utroligt langsomt. Det viste sig at være en nidkær kvinde, som bestemt ikke mente at jeg var fra Californien. Men da jeg sagde at mit pas lå i bagagerummet gad hun alligevel ikke have mig til at finde det frem. Så meget for den kontrol; men nu ligner jeg jo heller ikke den gennemsnitlige illegale indvander. Iøvrigt går der næppe mange af dem i fælden. Alle tre kontroller var permanente bygninger, så de er formentlig tegnet tydeligt ind på de kort man kan købe på den anden side af grænsen..

Efter Roswell tog vi et pit-stop i Santa Fe, som viste sig at være en meget uamerikansk by. Ligesom Santa Barbara har de benyttet sig af den uskik, der hedder byplanlægning, og derfor fjerner folks frihed til at bygge grimme bygninger. Her skal alt holdes i Pueblo eller spansk stil, og heller ikke her må man bygge særligt højt. Selv Shell stationen og ATM'er er holdt i stilen. Det gør alt sammen, at byen får en helt speciel stemning, og at der er en masse kunstnere, der har gallerier gør det ikke mindre interessant. Intet under, at alle med et smil fortæller, at Santa Fe er "speciel".

Derefter tog vi et "smut" forbi Mesa Verde, hvor indianerne på toppen af en Mesa fra ca 800-1200 hvorefter de begyndte at udvide til alkover i mesa-siderne for blot at forsvinde fra området omkring år 1300. Formentlig er de flyttet sydpå til Rio Grande; men vi valgte at tage en anden vej - nemlig til Grand Canyons nordside. Det var faktisk ret interessant, ikke blot at se GC fra en anden vinkel; men også fordi der var udsigtspunkter på strategiske steder, så man kunne se Coloradofloden et godt stykke før selve Grand Canyon begyndte. Der må have været en del tordenbyger i dagene forinden, for floden var flot brunlig, ligesom navnet antyder (color-red-river). Efter de har reguleret floden med dæmninger er den nemlig for det meste grøn. Det kan selvfølgelig se meget flot ud; men det er jo ikke helt rigtigt. På nordkanten går der en ca 20km lang jordvej ud til et - efter sigende - meget flot udsigtspunkt. På kortene står der, at den kræver firhjulstrækker med stor frihøjde; men starten så nu meget tilforladelig ud. For ikke at ende 7 km ude af vejen i et vandløb, som man ikke kunne krydse valgte jeg at spørge i informationen, og han mente helt sikkert, at den krævede en terrængående bil, så nu er jeg nødt til at tage tilbage i en ordentlig bil på et tidspunkt..

Efter Grand Canyon var det planen, at vi ville tage op i Glen Canyon NP og gå en tur ned til en naturlig dobbelt-bro. På vejen derop lavede vi et pit-stop (overnatning) ved Lake Powell. Det er en kæmpe opdæmmet sø, hvor med store havne og der er mulighed for alle mulige former for vandsport. Vi nøjedes med at køre ned til havnen og nyde udsigten til et flot tordenvejr. Det er et område, hvor de fleste veje er jordveje af mere eller mindre god kvalitet, så da vi kom forbi et informationscenter på vejen skyndte jeg mig at stoppe for at høre lidt om vejforholdene. Det viste sig, at den vej vi ville køre på var skyllet væk. Iøvrigt kræver 2/3 af vejene en firhjulstrækker med stor frihøjde, 50% af resten var skyllet væk og den sidste 1/6 var 'almindelige' jordveje, som endte i endten ingenting, eller en af de 2/3 4wd veje. Vi kunne derfor enten køre en temmelig stor omvej, og formentlig ende i en blindgyde fordi den anden jordvej også var skyllet væk - den lå i en anden park, og de kunne ikke sige hvordan den havde det. Nå, endnu en grund til at tage tilbage om et par år :)

Informationscenteret havde ellers en udstilling med nogle dinosaurer, som var blevet fundet i midten af 90'erne og udhugget af klipperne i starten af dette årtusinde. Der er efterfølgende blevet fundet mange flere dinosaurer i området.

Nå, vi valgte at droppe vores planer og istedet tage til Canyon Lands NP, som jeg var blevet anbefalet af flere, og som vi havde tænkt os at tage til alligevel, omend i kortere tid. Det viste sig ikke at være en dårlig løsning; men også her er der utallige jordveje, som kræver en 4wd og derfor et besøg igen. Midt i Canyon Lands NP løber Green River sammen med Coloradofloden. Da der ikke er nogle broer over floderne deler det naturligt parken i 3 dele: Island in the Sky, Needles og The Maze. Island in the Sky er af en eller anden grund den mest besøgte. Needles har nemlig en større campingplads og modsat Island in the Sky kan man tappe vand. Derudover er Needles i mine øjne flottere. Den sidste trediedel, The Maze, som jo lyder ret interessant kan man kun komme til via 4wd-jordveje, så det er også kommet på listen til næste gang.

Needles består af af nogle klippeformationer, der stritter op i luften - større diameter end Bryce Canyon, og færre; men stadigvæk ret flot. Især når stien stor sig imellem et par af dem fra en dal til en anden. Andre steder gik stien ned mellem to lodrette klippevægge - meget præcist med en skulderbredde.

I Island in the Sky liggerer alle faciliteterne og de kortere ture starter fra toppen af en mesa, så man har et flot udsyn ned i dalene og endnu længere nede snor floderne sig. I den nordlige ende ligger et krater, som forskerne tilsyneladende har flere forskellige teorier om hvordan er opstået. Af en eller anden grund havde de ikke en eksplosion ala Mt. St. Helen med - det mindede i hvertfald mig mere om det, end nogle af deres andre ideer.

Inden jeg afleverede Ulrik i lufthavnen i Salt Lake City var vi lige forbi verdens største åbne mine - måske bedre kendt som verdens største menneskabte hul i jorden. Jeg forsøgte faktisk at finde den for 5 år siden; men det lykkedes mig ikke. Denne gang havde vi forberedt os med kort fra deres hjemmeside, og det lykkedes uden problemer. De har en fin udstilling, og en udsigtsplatform. På parkeringspladsen har de et dæk fra deres monster-lastbiler. Det er så stort, at en bil let kunne køre igennem hullet. Når man så ser hjulet monteret på trucken nede i hullet og så indser man at de må være ret store. Det næste man ser er så maskinen, der skovler jord op på ladet - den er nemlig endnu større. Det kunne være ret sjovt at se sådan en tæt på; men de var selvfølgelig allesammen et par hunderede meter nede i hullet.

En positiv overraskelse på turen var antallet af microbryggerier. Selv i Utah, hvor mormonerne jo ellers er notorisk anti-alkohol, var der masser af slagsen. Jeg var selvfølgelig nødt til at købe en T-shirt hos en af dem. Microbrewery og Utah synes jeg var en lidt for sjov kombination. I Salt Lake City spurgte vi efter et på campingpladsen; men de vidste da ingenting. Heldigvis var der en af de andre campister, der kendte byen bedre. Nu er det heller ikke den mest kompetente campingplads. Da jeg skulle købe brød om morgenen var det helt grønt af mug. Jeg spurgte dem om det var meningen at det skulle være grønt. De sagde nej og ellers grinede de bare, så jeg satte det bare tilbage på hylden og gik min vej. Det står der formentlig stadigvæk...

Konferencen jeg var til i Logan var glimrende. Der sker meget mere indenfor små satellitter end jeg lige var klar over. Især de amerikanske universiteter har gang i mange forskellige initiativer. Derudover var NASA's administrator forbi og talte. Han brillierede med at sige, at NASA ikke havde råd til at lave initiativer til at støtte studerende og universiteter - mange er jo interesserede i fx billige opsendelsesmuligheder med deres raketter. Men nu går alle deres penge jo også snart til at sende et par mennesker eller tre til månen (igen!) og Mars. Gutterne på JPL, som excellerer i robotmissioner og andre ikke-bemandede missioner er også begyndt at blive lidt nervøse for at alle pengene skal flyttes over til bemandet rumfart. Det mest interessante er, at Europa kører den modsatte linie - naturligvis delvist fordi vi ikke har råd til de helt store bemandede rumfartsprogrammer - men også mht muligheder for studerende gør ESA ganske meget.

På vejen hjem havde jeg fundet en alternativ vej fra Logan til Salt Lake City. Ca 10 miles var godtnok markeret som jordvej, så jeg var lidt spændt på om den også krævede en firhjulstrækker. Vejen blev da også gradvis mindre og mindre indtil jordvejen startede; men den var ganske fin, og jeg mødte ikke en eneste. Det er altså ret fedt når man kan køre rundt midt i ingenting på den måde. Det tog to dage at køre tilbage, og da jeg havde en ekstra dag pga weekend valgte jeg at lave pit-stop i Zion NP, som alligevel lå ca halvvejs og var en afstikker på mindre end 50 km. Jeg havde sådan set været der før (for 5 år siden); men der er en del længere ture man kan gå, så jeg tog en, som var listet som krævende, god udsigt og havde en masse stjerner. Det viste sig at være et godt valg. Selvom jeg kom lidt sent afsted var der skygge i starten pga de høje bjergsider. Det første stykke var bare zig-zag opad, men så drejede stien rundt om et hjørne, og pludselig gik man langs en dyb kløft, som relativt hurtigt kom op i højde med stien og så fortsatte den ellers i kløften et lille stykke tid. Oppe på toppen af bjerget var der en ret god udsigt over Zion dalen. Da jeg havde god tid gik jeg lidt tilfældigt ud af en anden sti på toppen. Tilfældigvis mødte jeg nogle som spurgte vej efter en dal der hed noget i retning af Mystery Valley. Det kunne jeg ikke lige hjælpe med; men da jeg 4 minutter senere stod og nød udsigten over en dal kom de forbi, og mindsanten om det ikke var den de ledte efter. De skulle ned igennem den - uagtet at der ikke var ret meget der lignede en sti; men de havde også reb med, så de kunne rapelle noget af vejen. Det skulle efter sigende være nødvendigt, sammen med et par svømmeture gennem floden i bunden. Spændende tur ellers - endnu en ting til "næste gang".

På vej til Zion så jeg en lille vej, der kørte op ad en høj bjergside. Den syntes jeg så interessant ud, og da der ikke var nogle skilte der sagde "ingen adgang" tog jeg en tur op ad den på vej tilbage. Det viste sig, at der ligger noget der hedder Goodrich/Hurricane Mesa Test Facility, hvor der jf skildte bestemt var adgang forbudt. Ellers var der nærmest fladt og tilsyneladende havde der, i hvert fald tidligere, været lidt landbrug, og en fantastisk udsigt over dalen. Man er jo nysgerrig, så jeg søgte lige på google på navnet på testcenteret for at se, hvad de lavede. Ligemeget hvor hemmeligt det er er der jo helt sikkert nogle der har skrevet et eller andet om stedet. Jeg fandt bl.a. denne artikel: http://www.hvjournal.com/articles.php?id=1782 hvor det fremgår, at der er et 2.2 miles langt spor, som man skyder en slæde hen ad med raketter. Det, iøvrigt privatejede center, bruges tilsyneladende til bl.a. at teste katapultsæder. Slæden går fra 0 til 800 miles/h på 5 sekunder! Forskning på centeret blev bl.a. brugt til at bekræfte, at en pilot i et fly med en hastighed på 1800 mph i 35000 fod kunne overleve at blive skudt ud med et katapultsæde. De slog også hastighedsrekorden på land tilbage i omkring 1960: 632 mph - opnået på kun 5 sekunder. Nu om stunder kan de komme helt op på 1800 mph, men der foretages kun omkring 20 eksperimenter om året, og de er ubemandede.