Welcome to denMike's tiny page!
Home
Guestbook
Contact
 
Husky
 
Electronics
Fantasy
mtech.dk
Programming
Software
Space
  Cubesat Missions

  IAF 2003, Bremen

 
Various Links
 
USA 2001
ISU MSS03
USA 2006
South Africa 2008


Last updated: February, 2nd 2004

Den 54. IAF-kongress i Bremen

Det er nu 5. år, at ESAs student outreach program giver mulighed for, at studerende fra medlemslandende for ganske få penge (80 EUR) kan deltage i International Astronautical Federations (IAF) årlige kongres. Tidligere destinationer har bl.a. været Houston, Toulouse og Rio de Janeiro. I år var turen så kommet til Bremen, og næste år går turen til Vancouver, se til sidst i artiklen hvordan DU kommer med.

Af Michael Thomsen, studerende, DTU.

I år deltog omkring 2000 i IAF-kongressen, heraf ca. 500 studerende, hvoraf de 300 var sponseret af ESA. IAF er en årlig kongres, hvor videnskabsfolk, ingeniører, jurister, astronauter, forretningsfolk og politikere deltager for at diskutere nye erfaringer og ideer indenfor rumforskning. Emnerne spænder vidt, fra fremvisning af nye solsensorer over science fictions sammenspil med rumforskningen til juridiske diskussioner om brugen af radioaktive komponenter.

Når man kigger på aldersfordelingen af deltagerne tegner der sig hurtigt et billede med to pukler, en omkring de 25 år, og en et stykke over de 50 år. Det giver en helt unik mulighed for at skabe kontakter både hos jævnaldrende, som er ved at starte i branchen, og hos de erfarne, som man kan lære meget af. Det er ikke mange brancher der ligefrem tilbyder at give studerende denne mulighed næsten gratis.

I år var temaet for kongressen new.opportunities@space. Det virker jo umiddelbart noget gammeldags, efter dot-com boblen spang er det de færreste der bruger .com og @ i deres navne. Temaet er da heller ikke det der betyder mest, idet alle rumfartsrelaterede emner som sagt diskuteres lystigt. Det sker på mere end 100 sessions, hvor der typisk kører 12-13 i parallel. Det betyder, at der hele tiden er noget interessant at følge med i, men desværre også, at man ikke kan deltage i alle de områder man er interesseret i.

Udover de tekniske sessioner bliver der også afholdt paneldiskussioner. Et eksempel var da astronauter fra ESA, JAXA (Japan), NASA og RSA (Rusland) diskuterede fremtiden for bemandet rumfart.

Virksomhedsbesøg
Udover de tekniske sessioner bliver der også afholdt enkelte virksomhedsbesøg. Bl.a. til EADS afdeling i Bremen, hvor de har aktiviteter indenfor raketsystemer. Et andet besøg gik til ZARM, som bl.a. har et 146 m højt drop tower. Det er de færreste der er klar over, at der hver dag foretages forsøg under vægtløshed på denne måde; men princippet er faktisk gammelt. For 175 år siden var det almindeligt at støbe kugler ved at droppe dråber af flydende bly fra et tårn. Når dråberne størknede i det vandbad de landede i var de næsten perfekt runde.

Også i dag giver drop towers unikke muligheder. Kvaliteten af den vægtløshed man opnår er således bedre end 10-5 g, og helt ned til 10-8 g ved specielle forholdsregler. På ISS er niveauet mellem 10-3 g og 10-5 g afhængig af astronauternes aktiviteter. Problemet med drop towers er, at man kun opnår vægtløshed i kort tid. Hos ZARM i øjeblikket 4,76 sekunder, men det bliver udvidet til næsten 9 sekunder når de næste år tager et avanceret katapultsystem i brug.

Hvad arrangerer ESA?
ESA har gennem de seneste år sponseret studerende (der højst er 28 år) på videregående uddannelser i medlemslandene, for at give dem en mulighed for at deltage i de årlige IAF kongresser. Det man får sponseret er: Transport til kongressen, ophold, lokal transport og nogle sociale arrangementer samt bogstaveligt talt lidt frokost. Sidstnævnte betød, at den lokale kebab-pusher blev flittigt besøgt. Det kan her nævnes, at kebab ikke er lige så standardiseret som en Big-Mac. I Tyskland benytter de for eksempel flittigt kål i alle afskygninger (og i rigelige mængder).

Transporten til Bremen foregik med bus, så det bliver nøjagtigt lige så muntert som man selv (og et par dåseøl) gør det til. Hotellerne hører også til i den billige ende. For eksempel boede nogle på Formula-1, der som bekendt ligger langt udenfor centrum. Den danske delegation på 12 studerende boede dog langt mere centralt på et hostel. Inden vi tog afsted var der nogle der havde set på et kort at der lå et bryggeri på den anden side af vejen, hvilket jo lød meget sympatisk. Det viste sig dog at være den anden side af den lokale flod.

Nu har jeg haft fornøjelsen at studere på International Space University i Strasbourg, og jeg har skrevet en opgave ved ESTEC, så jeg nåede dårligt nok ind af døren før jeg mødte nogle jeg kendte. Det var ikke den eneste aften det trak lidt ud, det kan derfor ikke undre, at det krævede en solid kop morgenkaffe for at få noget ud af resten af dagen.

Hvordan kommer man med?
Hvis man ikke tidligere har deltaget via ESA skal man udover at udfylde et standard ansøgningsskema skrive et abstract, over et rumfartsrelateret projekt man har udført. Udfra dette, og en kort beskrivelse af ens motivation for at søge, bliver man så udvalgt. Så har man mulighed for at lave en plakat, som fortæller om det projekt man udførte og præsentere den på ESAs studenterstand på IAF konferencen. Ansøgningsfristen var i 2003 i slutningen af april. Er man mellem 18 og 21 år (inklusiv) er projektet frivilligt.

Hvis man tidligere har deltaget, eller har lyst til at fremlægge projektet på IAF konferencen skal man være lidt tidligere ude. Så skal man nemlig tilmelde sit abstract inden fristen for IAF kongressen, som næste gang er 20. februar 2004. Hvis man har gjort et godt stykke arbejde får man lov til at fremlægge sin artikel under en af de tekniske sessioner, eller ved at fremvise en plakat på kongressen, som altså afholdes fra 4. til 8. oktober 2004 i Vancouver.

De sidste par år har ESA trykt de indsendte abstracts i en bog, så man har mulighed for at se hvad andre studerende går og arbejder med. Tingene går dog ikke altid lige hurtigt, de fleste der havde været med sidste år så først 'deres' bog på ESAs stand i Bremen; men de hævder hårdnakket, at i år skal det være anderledes.

For alle gælder det, at man efter konferencen skal udfylde en evalueringsrapport til ESA, og at man skal lave p/r for programmet, så andre studerende hører om muligheden for at deltage det efterfølgende år. Det kan for eksempel være som en artikel i et studenterblad, eller ved at holde et lille foredrag på det sted man læser.

Næste år regner ESA med at finansiere omkring 100 studerende til konferencen i Vancouver, så der bliver utvivlsomt rift om pladserne. På http://www.estec.esa.nl/outreach/iaf kan du finde flere oplysninger om de tidligere IAF arrangementer, og på http://www.estec.esa.nl/outreach findes information om alle de andre muligheder du har som studerende via ESA.